Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
Veterancentrets forebyggelsesprogram Militær Mentaltræning vinder Forsvarsakademiets Uddannelsespris
2024.
MMT giver soldater redskaber til at forebygge og håndtere stress, og gør dem i stand til at løse opgaven mere effektivt.
Veterancentrets forebyggelsesprogram Militær Mentaltræning vinder Forsvarsakademiets Uddannelsespris 2024. Programmet arbejder med at styrke de mentale sundhedskompetencer og understøtter blandt andet soldaternes evne til håndtere stress på individ- og gruppeniveau. Prisen blev overrakt i forbindelse med Forsvarsakademiets uddannelseskonference i Vingsted den 4.-5. februar 2025.
Forsvarsakademiet uddeler hvert år en uddannelsespris, der påskønner nogle af de mange spændende og inspirerende undervisnings- og udviklingsprojekter, som er eller bliver gennemført i Forsvaret, derfor er det også i et felt af mange vigtige projekter at Militær Mentaltræning vinder. Både normineringen og tildelingen af prisen har stor betydning for projektet:
"Prisen betyder rigtig meget for alle, der har været involveret i arbejdet med at udvikle, tilpasse og implementere Militær Mentaltræning i det danske forsvar. Det er i den grad resultatet af en holdindsats og fælles opgaveløsning. Jeg er særligt stolt af, at andre kan se værdien af den uddannelse, vi har udviklet og tilrettelagt på baggrund af Veterancentrets egne erfaringer og med input og god sparring fra vores samarbejdspartnere. En af de største styrker ved MMT-programmet er, at det læner sig op ad gængse teorier, og at det samtidig er praksisnært og simpelt at implementere i soldatens hverdag – uanset rang og funktion i Forsvaret,"
siger Anders Kjærgaard, der er militærpsykolog hos Veterancentret og fortsætter:
"Indtil nu har vi undervist flere end 2000 soldater på tværs af køn, alder og rang i Militær Mentaltræning. Ud fra de tilbagemeldinger vi har fået fra deltagerne, har undervisningen skabt værdi og mening hos langt de fleste, der har gennemført undervisningen, så Militær Mentaltræning har i den grad fået en god start."
vurderer Anders Kjærgaard.
Militær Mentaltræning (MMT) er Veterancentrets forebyggelsesprogram inden for mental sundhedsfremme. Her underviser Veterancentrets psykologer ansatte i Forsvaret i konkrete værktøjer til håndtering af stress og effektiv opgaveløsning og giver derudover deltagerne viden om mental sundhed. En af styrkerne ved uddannelsen er, at man uddanner ”trainers”, der i egen kontekst kan undervise og udbrede værktøjerne fra programmet lokalt og bredt i Forsvaret.
Du kan læse mere om Militær Mentaltræning, værktøjerne og uddannelsen her:
Militær Mentaltræning (MMT)
Det overordnede formål med prisen er at sætte fokus på de mange dedikerede medarbejdere inden for uddannelse og læring i Forsvarsministeriets koncern – og ikke mindst påskønne et af de mange spændende og inspirerende undervisnings- og udviklingsprojekter, som er eller bliver gennemført, samt at sætte særlig fokus på medarbejdere(n), der yder noget særligt i dagligdagen til glæde, inspiration og nytte for de studerende, kursusdeltagere, elever, soldater eller medarbejdere generelt i Forsvarsministeriets Koncern.
Du kan læse mere om prisen, de nominerede og tidligere vindere her:
Forsvarets Uddannelsespris