Danske veteraner er rejst til Canada for at deltage i Invictus Games.

Danske veteraner er rejst til Canada for at deltage i Invictus Games. Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Efter et længere forløb, fire træningssamlinger i Danmark og en træningslejr i Estland er de danske veteraner nu rejst til Vancouver, hvor de skal deltage i dette års Invictus Games.

 

De seneste ti måneder har været tilrettelagt, så deltagerne har haft mulighed for at træne sammen på træningssamlingerne, mens de sideløbende har trænet i civile sportsklubber. Et forløb, hvor sport bruges til at skabe den hverdag, som veteranerne fremover ønsker i deres liv.

 

”Jeg så Invictus Games som et springbræt til at få dyrket mere motion og en vej til at få mere overskud i min hverdag. Jeg kan mærke, at motionen hjælper på at holde min PTSD i skak. Jeg oplever, at jeg er i kontrol og ikke omvendt,” siger Mik, der er en af de danske deltagere.

 

Danske veteraner på træningslejr inden incitus games

Det danske hold har været samlet til træning flere gange, inden de rejste til Canada. Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret

I Canada stiller det danske landshold op i siddende volleyball, indendørs roning, svømning, curling, skeleton, alpin, langrend og biathlon. Selvom der er ambitioner hos deltagerne om at levere gode resultater, er det vigtigste den personlige udvikling og rehabilitering, som deltagerne oplever gennem programmet.

 

”Vi ser også på dette Invictus hold, at de danske deltagere oplever en markant personlig og mental udvikling. Deres mål og ambitioner om at få mere ud af livet – hvor den personlige udvikling er i fokus – gør det muligt for dem at opnå mål, som de havde håbet på kunne lade sig gøre. Det er en fornøjelse at følge holdets udvikling. Deltagerne er virkeligt dedikerede til programmet og teamet bag gør, hvad de kan for at skabe de bedst mulige forhold for den personlige udvikling,” udtaler brigadegeneral Jesper Momme, chef for Forsvarets Sanitetskommando.

 

De danske veteraner kommer med drømme og mål for sig selv og deres udvikling, som de håber bliver indfriet.

 

”Jeg ønsker overordnet at blive en bedre far for mine drenge, og at jeg får mere overskud og energi i hverdagen. Det er de helt store mål. Jeg håber også på at få nogle gode venskaber ud af rejsen og ikke mindst nogle gode oplevelser med holdet,” siger Mik.

 

Sidste gang legene blev afholdt i Canada var i 2017, hvor Toronto var værtsby. I år foregår det i byerne Vancouver og Whistler.

Faktaboks

Invictus Games er et internationalt rehabiliteringsprojekt for fysisk og psykisk sårede veteraner.

 

Målet er at forandre liv gennem sporten.

 

I det danske program er der fokus på rehabilitering gennem idræt og personlig udvikling.

 

I år afholdes Invictus Games i flere byer i Canada. 

 

Læs mere her: Invictus Games