Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
... - det er bare anderledes hver gang. Børnene i Veterancentrets børnepanel deler stærke oplevelser og store følelser med hinanden og med Veterancentret, når de mødes for at fortælle, hvordan det er, når mor eller far er udsendt. Børnepanelet er oprettet for at styrke anerkendelsen og inddragelsen af børn af udsendte soldater og er et forsøg på at bringe børnenes egne erfaringer og perspektiver endnu tættere på Veterancentret.
Børnene i panelet er alle fra familier, hvor mor eller far har været udsendt.
Veterancentrets første børnepanel, seks børn i alderen 12 til 14 år, har været samlet på Aalborg Kaserner for at fortælle om, hvordan det er at være barn af en udsendt forælder. Børnepanelet er et forsøg på at bringe børnenes egne meninger og perspektiver endnu mere i spil i Veterancentrets arbejde og tilbud til børn og familier.
"Børnene i panelet har stor lyst til at dele deres oplevelser. De er virkelig gode til at fortælle om deres erfaringer med det særlige livsvilkår, de alle har til fælles – nemlig at de til tider må undvære den ene forælder. Dette særlige livsvilkår skal vi voksne omkring dem, herunder forældre, lærere og andre, naturligvis rumme og gøre vores bedste for at forstå." - siger Marc Krabbe-Sørensen, leder af Veterancentrets Familieenhed.
I børnepanelet løfter de velkendte temaer, herunder det svære savn og de bekymringer, der naturligt følger med, når far eller mor skal udsendes. Men børnene i panelet bidrager også med nye indsigter og idéer til, hvordan Veterancentret kan forstå og støtte de børn, der savner en forælder, som er udsendt.
"Børnepanelet giver os mulighed for at dele de tanker og tematikker, der ellers dukker op i det fortrolige samtalerum med børn og familier i vores daglige arbejde. Børnepanelets erfaringer kan være en løftestang for vores arbejde med børn og unge, både internt i Veterancentret og i samarbejde med andre." - siger Kristina Dissing, der er psykolog i Familieenheden hos Veterancentret.
I børnepanelet bliver der delt historier om savnet og det svære farvel. Børnene fortæller også, hvad de gerne vil have de voksne forstår, blandt andet at man ikke kan vende sig til, at mor eller far skal udsendes. For det bliver ikke nødvendigvis nemmere, bare fordi man har prøvet det før:
"Det bliver ikke lettere, jo flere gange man har prøvet det. Det er bare anderledes hver gang." -pige, 13 år, 5 udsendelser.
Det fortæller en af deltagerne i panelet, da samtalen falder på, hvad børnene ønsker, de voksne vidste. Børnene fortæller også, at de voksne i deres liv forsøger at skåne dem fra at få indblik i den opgave, mor eller far skal ud og løse, og det er ikke altid rart, fordi bekymringen vokser. Da samtalen drejer sig hen på episoder, hvor børnene har følt sig bange, fortæller en af dem:
"De siger, at det ikke er farligt, men de går stadig med hjelm og ladte våben. Jeg tror ikke på, at det er så sikkert, som de siger." -pige 13 år, 5 udsendelser.
Når Veterancentret beder børnepanelet pege på, hvad der hjælper, hvis man savner og er bekymret, så står panelet klar med gode ideer og egne oplevelser. Børnene har nemlig gode råd og tips til, hvad der hjælper. Her er voksne i deres liv - blandt andet en god lærer - en stor støtte i hverdagen:
"Min lærer lavede en ting, hvor vi klippede af hver dag, indtil min far kom hjem igen." -pige, 13 år, 3 udsendelser.
En deltager fortæller, at også den udsendte forælder – og ikke mindst kollegaer – kan hjælpe under udsendelsen:
"På min fødselsdag var min far med til morgenvækningen på Facebook, og senere sang han fødselsdagssang for mig sammen med sine kollegaer. De viste mig en lagkage, hvor der stod mit navn, og hvor gammel jeg blev." -Pige, 14 år, 2 udsendelser.
Deltagerne i børnepanelet oplever desuden, at mødet med andre børn, som har samme livsvilkår som dem selv, hjælper.
For børnene i panelet er muligheden for at mødes med andre børn i samme situation og dele deres historier noget, der i sig selv hjælper. Her føler de sig mindre alene med deres følelser og oplevelser. Det er derfor et enstemmigt børnepanel, der efterspørger muligheden for at mødes igen:
"Jeg synes, at det har været hyggeligt. Det kan noget andet, når der er flere børn, der har prøvet det samme – nogle, der virkelig forstår." -Pige, 14 år, 10+ udsendelser.
Hun bliver bakket op af resten af gruppen:
"Man lærer andre at kende, og at man ikke er den eneste, der har prøvet det. Det er virkelig nice, ikke for at kritisere (red. de voksne), men børn forstår det." -Dreng, 12 år, 2 udsendelser.
Veterancentret har erfaring med at afholde samtalegrupper for børn, som har en forælder, der har været udsendt med Forsvaret, og i den forbindelse har fysiske eller psykiske efterreaktioner, herunder PTSD. De nye indsigter fra børnepanelet viser, at lignende muligheder for at mødes og danne netværk kan være en hjælp for de børn, der savner deres udsendte forælder.
Børnepanelet blev i denne omgang afholdt i efteråret 2024. Gruppen blev ledet af to af Veterancentrets specialiserede børne- og ungerådgivere, som også til dagligt varetager samtaler, støtte og rådgivning for både familier og børn af soldater og veteraner – før, under og efter udsendelsen.
"Det er os voksne, der har skabt rammen for gruppen, men det er børnene, der skaber værdien, fordi de deler deres oplevelser med hinanden med stor indlevelse og entusiasme.” -siger Hanne Munch, som er Socialrådgiver og Familiebehandler i Familieenheden hos Veterancentret.
Hanne Munch var med til at lede børnepanelet, hvor der var plads til snakke om alt det svære, men også om, hvad der hjælper, og hvad børnene synes mangler. Veterancentret vil nu se nærmere på, hvordan børnenes feedback kan bruges til at tilpasse nuværende og eventuelt nye tilbud. Allerede nu kan soldater og deres familie få samtaler, støtte og rådgivning – før, under og efter udsendelsen.
Læs folderen Tal med dit barn om din udsendelse
Læs folderen Støtte til børn, unge og forældre