Nærbillede af to hænder, der holder om en arm, hvorpå der er sat en blodtryksmåler. Målerens display står på bordet ved siden af.

Veteraner har en lavere risiko for at dø som følge af en hjertesygdom eller cancer. Modelfoto.

Af Kristina Schønnemann Jensen

 

Veterancentret har netop fået publiceret en forskningsartikel om dødelighed blandt veteraner i samarbejde med vores nordiske samarbejdspartnere, Norge, Sverige og Finland. Her satte arbejdsgruppen af nordiske forskere sig for at undersøge den overordnede dødelighed, som altså ikke tæller veteranernes udsendelsesperiode, men op til 25 år efter at de kom hjem.

 

Resultatet var, at de nordiske veteraner overordnet havde 42 procent lavere risiko for at dø sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Netop dét forventede forskerkollektivet allerede, da udsendte netop er udvalgt til en karriere i Forsvaret på baggrund af fysiske og mentale test.

 

Selvmord og trafikulykker undtaget

Selvom studiet derfor bekræftede forskernes tese om, at dødelighed blandt nordiske veteraner ikke er et folkesundhedsproblem, var der dog også dødsårsager, hvor danske veteraner i stedet for at ligge pænere, snarere er på niveau med baggrundsbefolkningen. Dét fortæller Veterancentrets forsker Mia Sadowa Vedtofte.

 

De danske veteraner havde ligesom de øvrige nordiske veteraner en signifikant lavere risiko for overordnet dødelighed, det kan være som følge af cancer eller hjertesygdomme, men deres risiko for død forårsaget af selvmord og trafikulykker var på niveau med baggrundsbefolkningen,

siger ph.d. Mia Sadowa Vedtofte fra Veterancentret.

 

Hvad der ligger bag den forskel, kan et enkelt studie som dette ikke konkludere, fortæller hun. Derfor håber de nordiske forskere, at der kan laves opfølgende studier på de specifikke dødsårsager såsom fatale trafikulykker eller selvmord.

 

Over 80.000 veteraner deltager i datasættet

Forskningsartiklen er et produkt af et såkaldt registerstudie, hvor forskerne har et større anonymiseret datasæt med dødsårsager. Studiet inkluderede 83.584 nordiske veteraner, herunder 27.442 danske veteraner, hvoraf der forekom 1.152 dødsfald i hele gruppen og 394 danske dødsfald i studieperioden.

 

Forskerne har valgt at kigge på op til 25 årig periode fra, at den enkelte veteraner er vendt hjem fra en udsendelse.

Læs hele artiklen

Artiklen er publiceret i det internationale tidsskrifte BMJ. Læs hele artiklen via tidsskriftets hjemmeside.