DIF Soldaterprojekt jobmatch 2021

  Ved jobmatch-arrangementerne fik veteraner og virksomheder mulighed for at lære hinanden bedre at kende  og for nogen veteraner var det måske indgangen til et nyt job.

 

Selve jobmatch-arrangementerne fandt sted ude i klubberne i løbet af sidste del af 2021. De lokale klubber inviterede veteraner og klubbernes egne virksomhedsnetværk til at mødes i trygge rammer. Formålet var at hjælpe skadede og ledige veteraner ud på arbejdsmarkedet ved at bygge bro til det lokale erhvervsliv. Veteranerne havde mulighed for at tale med erhvervsvirksomheder om jobønsker og konkrete jobmuligheder.  

 

Gensidig interesse hos FC Midtjylland i Herning

FC Midtjylland og Herning BlueFox havde besøg af 10 virksomheder og 15 veteraner.

 ”Det var en rigtig god eftermiddag med gensidig interesse fra arbejdsgivere og veteraner. Brancherne var bredt repræsenteret ligesom veteranerne var forskellige i forhold til alder, rang fra tidligere tjeneste og nuværende jobbehov. Der var både jobsøgende, skadede veteraner men også nogle som blot var nysgerrige på andre karrieremuligheder. Det gav en god dynamik”, fortæller Veterancentrets beskæftigelsesrådgiver Heidi Junge Jensen.

 Ikast-Brande og Herning Kommune støttede også arrangementet med deltagelse af chefer, veterankoordinator og medarbejdere fra jobcentret.

 

Imponerende støtte

Katrine Marslew Fritzen er konsulent i DIF Soldaterprojekt og projektleder for Veteran Match. Hun fortæller:

 ”Der har været en imponerende støtte på landsplan til at løfte denne opgave fra både kommuner, ishockey- og fodboldklubber. Jobmatch- og anerkendelsesdelen har mødt en stor opbakning, men vi har også gjort os mange vigtige erfaringer, som vi kan tage med os videre.

 Job match-delen er blevet afviklet syv forskellige steder i landet og det har været en rigtig god oplevelse. Vi ser frem til et 2022, hvor vi med midler fra Poul Due-fonden kan gøre Veteran Match endnu bedre, så vi forhåbentligt kan hjælpe endnu flere jobsøgende veteraner tættere på arbejdsmarkedet.

 Veteran Match-kampene var et stort skulderklap til danske veteraner, der har været ude i verdens brændpunkter og en anerkendelse af den indsats, som de har ydet, hvilket er vigtigt. Klubberne har udover den symbolske handling også bortauktioneret kamptrøjer, hvor overskuddet går til at støtte vores arbejde i DIF Soldaterprojekt med at lave ugentlige træningstilbud for veteraner. Det gør det muligt for os at hjælpe endnu flere veteraner, der oplever udfordringer som følge af deres udsendelse. Og det er for mig at se det vigtigste, at ordene bliver til konkrette tilbud til de veteraner, som har det svært.”

 

DIF Soldaterprojekt oplyser, at omkring halvdelen af de veteraner, der deltog i Jobmatch rundt omkring i landet, efterfølgende har haft yderligere kontakt til virksomhederne angående jobmuligheder.