Ruslands angreb på Ukraine torsdag skaber bekymring herhjemme, og nok i særlig grad hos familierne til de soldater, der lige nu er i forhøjet beredskab. Vi kan alle sammen følge den dramatiske udvikling i nyhederne time for time, og for dem, der har familie eller venner i Forsvaret, kan det skabe utryghed. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en direkte militær trussel mod Danmark eller NATO, som forsvarsminister Morten Bødskov understregede det på pressemødet torsdag.

 

Tal om det

Det er godt at tale med nogen om de tanker og følelser, du har, og hvis du har behov for at vende det med en professionel, så er vi altid klar ved telefonen.

 

”Vi kan ikke spå om, hvad invasionen af Ukraine kommer til at betyde for danske soldater, men vi kan lytte til dig og rådgive dig i, hvordan du kan forholde dig til den usikkerhed,” siger chefpsykolog i Veterancentret Anne Seehausen.

 

Familierne til børn af soldater, der er udsendt lige nu eller er i forhøjet beredskab, bør være særligt opmærksomme på deres reaktioner. De har også brug for at tale om det, de hører og få hjælpe til at forstå, hvad det betyder. Har du behov for gode råd til, hvordan du bedst støtter børn i den her situation, kan du tale med os ved at ringe til døgntelefonen.

Ring til os

Veterancentret kan støtte både soldater, veteraner og deres familier, der oplever reaktioner på situationen i Ukraine.

 

Du kan ringe til os hele døgnet alle årets dage på 7281 9700.