Nærbillede af smilende, ung kvinde med ring i næsen. Hun står i en menneskemængde.

Næsten halvdelen af årets Veteranpulje går som støtte til aktiviteter målrettet børn og unge af veteraner. Modelfoto: Unsplash 

Af Kristina Schønnemann Jensen

 

I dag og de kommende dage får alle ansøgere til Veteranpuljen besked om, hvorvidt deres aktiviteter i 2021 vil modtage støtte fra midlerne fra Forsvarsministeriet. Veteranpuljen har til formål at anerkende veteraner ved at støtte aktiviteter til gavn for veteraner og pårørende.

 

I alt uddeles der 2 millioner kroner, og i år vil knap halvdelen af disse midler gå til støtte til aktiviteter, der er målrettet børn og unge af veteraner. Og dét glæder forsvarsminister Trine Bramsen.

 

Det berører hele familien, når far eller mor er udsendt. At sende sin kære af sted på mission langt væk, ændrer fundamentalt ved hverdagen. Ikke mindst for soldaternes børn. Derfor er det virkeligt godt, at midlerne i Veteranpuljen støtter projekter med fokus på netop veteranernes børn og familier. Vi skylder at tage rigtig god hånd om vores veteraner og deres familier, og de initiativer og aktiviteter, der modtager støtte fra Veteranpuljen, gør alle det på hver sin måde,

udtaler Trine Bramsen.

 

Udover familieaktiviteter støtter Veteranpuljen i år også særligt de aktiviteter, der bringer skadede og ikke skadede veteraner sammen, samt aktiviteter for sårbare veteraner.

 

 

Ansøgt for i alt 5 millioner

Alt i alt er der søgt for cirka 5,2 millioner fra de i alt 81 ansøgere i Veteranpuljen. Heraf vil 61 foreninger og veteranaktører få del i midlerne fra Forsvarsministeriet. Der er både ansøgere, der får delvise tilsagn om de beløb, de har søgt om, og ansøgere, der får det fulde beløb. Derudover vil der blive sendt et afslag til 20 ansøgere.