I starten af året indgik forsvarsminister Trine Bramsen et samarbejde med Syddansk Erhvervsskole om at skabe en skulptur, der symboliserer de danske veteraners indsats for fred og sikkerhed i hele verden.

 

Siden har skolens elever sammen med lokale, fynske veteraner arbejdet på projektet – og i dag bliver skulpturen afsløret ved et arrangement på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Skulpturen skal tildeles modtageren af den nystiftede pris ”Årets Veterankommune”.

 

”Med skulpturen har eleverne brugt deres erhvervsfaglige kompetencer til at sætte fokus på veteranindsatsen samtidigt med, at de har skabt et værk med en helt særlig værdi og fortælling. Det kunne ikke lykkes uden de veteraner, som har været en vigtig del af projektet. Jeg er meget imponeret over både elevernes og veteranernes dygtighed og store engagement, og jeg er ikke i tvivl om, at den kommende modtager af ”Årets Veterankommune” vil udstille skulpturen med stolthed og respekt for det store arbejde, der er lagt i værket,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

 

For en del af skolens elever har arbejdet med skulpturen udgjort skolepraktikken. Projektet har således bidraget til at give nogle stærke, faglige – og kunstneriske – kompetencer udover en større forståelse for at være veteran og udsendt af Danmark. Skulpturen er udformet i metal fra en pansret mandskabsvogn, der har tjent i internationale operationer.

 

”De tidligere udsendte har gjort en stor indsats for Danmark. Dette projekt har været helt unikt for både vores elever og faglærere. Opgaven har været anderledes end det, vi normalt laver, og vi er stolte over at være en del af, at man påskønner veteranindsatsen,” siger direktør for Syddansk Erhvervsskole, Lars Bregnehøj.

 

Der har været elever involveret fra en lang række af skolens uddannelser, bl.a. smed, industritekniker, teknisk designer, automatiktekniker og tømrer.

 

Om skulpturen og prisen ”Årets Veterankommune”

Skulpturen til ”Årets Veterankommune” skal symbolisere de danske veteraners internationale indsats og er udformet i metal fra en pansret mandskabsvogn, der har tjent i internationale operationer. Derudover er samarbejdet mellem Forsvarsministeriet og Syddansk Erhvervsskole og tilblivelsen af skulpturen en mulighed for at bringe elevernes erhvervsfaglige kompetencer i spil til gavn for veteransagen.

Skulpturen er en vandrepokal, der vil gå videre til kommende års prismodtagere.

 

Prisen som ”Årets Veterankommune” er en ny pris, indstiftet af forsvarsminister Trine Bramsen. Den uddeles første gang i august 2021. Prisen tildeles en kommune, der gør en ekstra indsats for veteraner og som i særlig grad formår at løfte ansvaret for Danmarks veteraner.

 

Indstil en kommune til ”Årets Veterankommune” frem til d. 10. juli 2021

Det er stadig muligt at indstille en kommune til prisen som ”Årets Veterankommune”. Send din indstilling inden d. 10. juli – du finder mere information og link til indstillingsskemaet på linket her:

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google