Nært billede af mand holder smartphone i hånden og taster.

På grund af covid-19 bliver den syvende udgave af viden om veteraner afviklet virtuelt i 2021.

 

I 2021 bliver det syvende gang, at veteranaktører fra hele landet og Forsvaret samles til Viden om veteraner for at dele viden og diskutere aktuelle emner inden for veteranområdet. I modsætning til de seks tidligere udgaver af konferencen, mødes vi virtuelt, hvilket helt naturligt begrænser mulighederne for at netværke og udveksle gode idéer.

 

Den virtuelle udgave af Viden om veteraner er desværre en konsekvens af covid-19, der fortsat har godt tag i Danmark. Vi håber alligevel, du vil gribe muligheden for at mødes om veteranarbejdet og blive inspireret - også selvom det i 2021 bliver lidt anderledes, end det plejer. Veterancentret oplever, at den videndeling og netværksdannelse, der finder sted på Viden om veteraner, er central for fortsat udvikling af veteranområdet.

 

Der deltager typisk mange forskellige aktører på konferencerne, herunder ledere og medarbejdere fra Forsvaret, den regionale psykiatri, kommuner og deres veterankoordinatorer, vidensinstitutioner, organisationer, frivillige foreninger samt veteraner og pårørende. Yderligere information og tilmelding I løbet af januar vil du kunne finde yderligere information om tema, program og tilmelding her på Veterancentrets hjemmeside.

 

Konferencen er en oplagt mulighed for at blive klogere på veteranområdet og høre mere om, hvad der rører sig på Veterancentret.

 

Vi glæder os til at fortælle dig nærmere i starten af det nye år, og vi håber, du er klar på at mødes til vores virtuelle udgave af Viden om veteraner onsdag den 3. marts 2021.