Af Kristina Schønnemann, Veterancentret

I foråret modtager Veterancentret en skriftlig appel. Det er en appel om at bidrage med en alternativ historie om psykisk skadede veteraner.

 

Selvom jeg er ramt af PTSD, er jeg IKKE svag eller uden hjerne og hjerte, som nogle tror, sker for dem, der bliver ramt.

 

Sådan lød en af de sætninger, der har sat denne artikel i gang. Manden bag tasterne er Torben Lund. 61 år gammel. Udsendt med Dansk Flygtningehjælp og Care som konvojkører i Kroatien i 1992 og siden som konvojleder. I 1994 rekrutteret til Forsvarets UNPROFOR hold 5 og hold 6 i Sarajevo, det tidligere Jugoslavien. Siden udsendt til Kuwait i med UNIKOM hold 9 og med UN-guard UNGCI i Irak.

Torben Lund er ikke alene om at ønske historier, som skadede veteraner kan ranke ryggen af. Hans fortælling bliver en prolog i en serie om de mange veteraner, der har formået at skabe sig et godt liv trods psykiske efterreaktioner. Da jeg besøger ham på hans firelængede gård på naturskønne Egholm i Limfjorden med kig ind til Aalborg by, uddyber han sin frustration.

"Nogle af de ting, som man hører om veteraner med PTSD, er, at de er farlige, at de ikke kan samle sig til noget som helst, eller at veteraner ikke kan bruges til arbejde. Det bliver jeg harm over,” siger han henover det hjemmelavede lange plankebord, vi sidder ved.

 

Plankebordet står i den lyse stue, der har loft til kip og store vinduespartier, og som fortsætter ud i et rustikt industrikøkken. For tre år siden var gården faldefærdig. Renoveringerne er et bevis på, at Torben maser på for at skabe en bedre tilværelse for ham selv.

 

At skabe en ny identitet

Første gang, der blev rusket op i Torbens etablerede tilværelse, var i 1999, hvor han fik et brud på rygsøjlen. Det kunne have været et exit til arbejdsmarkedet for altid og et liv defineret som invalidepensionist. I stedet blev det til en tænkepause og en ny start som selvstændig.

 

”Jeg startede firma ud fra de værktøjer, jeg havde lært i Forsvaret,” siger han og holder om en imaginær pen frem foran sig for at skrive en liste med plusser og minusser.

Hvad kan jeg? Hvad kan jeg ikke? Hvad kan jeg gøre noget ved, og hvad kan jeg ikke gøre noget ved?

 

Han lader mig forstå, at de samme spørgsmål bør veteraner, der bliver ramt af PTSD, stille sig selv. Han er selv overbevist om, at kompetencerne fra tiden i Forsvaret og erfaringerne som udsendt har gjort, at han har haft evnerne til at komme videre og leve med både fysisk skade såvel som psykisk.

 

”Det at være noget, det er dét, der skaber. Jeg ville ikke være noget, hvis jeg havde nøjedes med at være pensionist,” konkluderer han og tilføjer: ”Men hvis man ikke selv gør noget for det, så kommer man heller ikke længere.”

Accept er nøglen

 

Selv finder Torben mening i at have etableret Veterancafé Fønix på sit landsted. Han agerer mentor for andre veteraner og gør sit for at bekæmpe ensomheden. I mange år har han arrangeret ture for andre veteraner. Først under foreningen Kammeratstøtteordningen, i dag som enkeltperson med god hjælp fra venner og bekendte. Han planlægger ture fra Danmark ned gennem Europa og til Normandiet i anledning af D-dag, eller han arrangerer træf for balkanveteraner med mad, drikkevarer og overnatningsmulighed.

 

Logistik og planlægning står på hans ”kan-liste”. Til gengæld kan han ikke være sammen med mange mennesker. Så når planlægningen af et træf er slut, og dagen oprinder, trækker han sig tilbage og overlader værtsansvaret til andre. Festen er for dem, der kan, og det er ikke altid, han selv kan.

 

Jeg tror, mange er i klemme, fordi de ikke accepterer tingene. Men så gælder det jo om at se det, man kan, og så få hjælp til det sidste.

 

Han kalder det at kunne navigere i sin egen hverdag. Det lyder måske enkelt, men der er en erkendelse, der har taget ham mange år at komme til.

 

Enkeltbillet til kulkælderen

 

Der blev til nogle år med eget firma efter bruddet på rygsøjlen, inden fortidens udsendelser indhentede Torben. Han havde altså PTSD. Han var psykisk skadet.

 

”Jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle slås med det, jeg har måttet slås med efterfølgende. Men det er jo også dem, der tager ansvar, der kommer til at hænge på regningen,” konstaterer han.

 

Til sidst drev PTSD’en Torben derud, hvor man enten bliver samlet op eller går til. En tidligere chef besvarede Torbens opkald den dag, hvor det gjaldt. 20 minutter senere bankede han på døren og forhindrede Torben i at tage sit eget liv.

 

Det var tilbage i 2002. Alligevel er det først i 2012, at Torben kommer i et behandlingstilbud, der tager kegler. Det sker på en specialklinik i Aarhus, der samarbejder tæt med Rigshospitalets førende psykiatere inden for krigstraumer og posttraumatisk belastningsreaktioner.

 

Det tog syv måneder, før der blev åbnet op, og så væltede det hele for mig. Jeg lukkede mit firma og gik fuldstændig i kælderen.

 

Nedturen til trods har Torben i dag en tro på, at det var et gennembrud for hans behandling. Slut med at løbe fra sine traumer.

En skillevej

Siden da havde Torben nogle år som medlem af det fællesskab, han selv kalder ”de sure, gamle mænd”. Han var fyldt med afmagt og vrede. Det overtog hans liv. Men da han indså, at prisen for medlemskabet var, at den øvrige vennekredse blev mindre, traf han et nyt valg. I stedet har han i dag erstattet vreden med mod til at vise sårbarhed.

 

Det gav så meget luft, at jeg i dag bare siger, at jeg har en hæklefejl i kysen. I stedet for at flygte og forsvinde, så siger jeg, ”nu er vi blevet lidt for mange, så jeg går lige for mig selv.” Og folk synes, det er helt ok.

 

Om det så er på talerstolen i en foredragssal, til grill med øens beboere eller når han og de andre modelflyvere skal ud og teste vingerne på seneste kreation, så lader Torben andre vide, hvad han er ramt af. Han har angst. Han har mange mareridt og deraf mange nætter uden søvn. Han kan godt blive kort for hoved, erkender han og trækker så på skuldrene.

 

”Jeg ved, at livet med PTSD går i sinuskurver. Der er gode dage, og der er dårlige dage. Det gælder så i øvrigt også for almindelige mennesker,” siger han og løfter øjenbrynene.

 

Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender den mørke side, men jeg mener, vi kan komme længere ved at lægge den positive side frem. Vi lever ikke evigt, så det drejer sig om at få noget ud af livet.