Af Mads Ullerup, Veterancentret

”Se dog at komme i gang med livet mand”,

lyder det nærmest som en befaling fra den pensionerede major, Peter Schneider.

Den hårde, men velmente kommando er rettet mod den 52 årige veteran Anders Helmer, der sidder overfor Peter i sin dagligstue hjemme i lejligheden på Amager. Anders Helmer har PTSD, og han har derfor svært ved at få en normal hverdag til at fungere. Men når Peter er på besøg, sker der noget.  Måske er det Peters autoritære attitude, der fungerer for Anders. Måske er det blot ren og skær god kemi. Måske er det en kombination. En ting er sikkert.

Båndet mellem de to veteraner er stærkt og gør en positiv forskel for Anders, der siden april har haft besøg af Peter en gang om ugen.

Brev fra ministeren

Kimen til det første møde mellem Anders og Peter blev grundlagt i foråret 2020, da pandemiens første bølge buldrede løs herhjemme. Nedlukningen af landet var ikke mange dage gammel, før forsvarsministeren skrev ud til alle landets 39.000 registrerede veteraner.

I brevet opfordrede forsvarsministeren veteraner, der havde overskud, til at give en ekstra håndsrækning til de veteraner og familier, som er særligt udsatte. Det kunne ske ved at tilbyde praktisk hjælp, gå en tur i skoven eller ved at sende en ekstra hilsen, fremgik det i brevet fra ministeren.

Veteran og pensioneret major Peter Schneider så straks sit kald og henvendte sig til Veterancentret for at tilbyde sin hjælp.

”Som gammel veteran, der har det godt, og som ikke har nogen problemer, synes jeg, det er min pligt at hjælpe vores kollegaer med at komme i gang igen og få en bedre tilværelse,”

siger Peter Schneider.

I mere end et halvt år har Peter Schneider på frivillig basis, besøgt Anders Helmer. Sammen går de ture, løser praktiske gøremål eller hygger med en kop kaffe hjemme hos Anders.

Anders er blevet mere tryg ved at færdes på gaden, efter han mødte Peter. Foto: Mads Ullerup

Tung baggage fra Golfen og Eksjugoslavien

Anders Helmer har siden 1990’erne tumlet med traumerne fra sine udsendelser til Golfen og Eksjugoslavien. I et forsøg på at dulme de psykiske eftervirkninger fra sine udstationeringer, har Anders ad flere omgange benyttet selvmedicinering, som han kalder det, når alkohol og stoffer i perioder har overtaget hans liv.

Den farlige cocktail af stoffer og alkohol har desværre givet Anders følgeskader, der blandt andet driller hans hukommelse. I dag har han lagt stofferne og alkoholen bag sig, men antabus er stadig en fast del af hans hverdag. Det samme er de psykiske eftervirkninger fra hans udsendelser, der forfølger ham fra han står op til han går i seng. Heller ikke om natten kan Anders få fred fra sine traumatiske oplevelser i Golfen, hvor han var udstationeret på en af søværnets korvetter.

Der er særligt én type operationer, der står lysende klart i Anders’ hukommelse. Faktisk så tydeligt, at det stadig med jævne mellemrum hjemsøger ham om natten, invaderer hans drømme og stjæler hans nattesøvn.

En af opgaverne ombord på den danske korvet bestod i at bjærge skibsbrudne lig, der lå i vandet. Nogle af ligene havde ligget så længe i vandet, at de var begyndt at gå i opløsning, så det var en grim oplevelse at hive dem op ad vandet, husker han. Når ligene var blevet bjærget, skulle de pakkes i sorte ligposer, der blev lukket med en lang lynlås og opbevaret i skibets fryserum.

”Jeg drømmer tit, det er min egen søn, jeg samler op fra vandet og står med i hænderne. Så vågner jeg ved, at jeg græder og ryster, fordi drømmene er så virkelige. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg ikke turde lægge mig til at sove,”

siger han.

Små skridt mod en bedre hverdag

Fortidens rædsler nager stadig Anders, men han er blevet bedre til at tackle sin PTSD. Fra at isolere sig hele dagen i sin lejlighed og modtage hjemmehjælp og rengøringshjælp fra kommunen, står han nu selv for at gøre rent og lave mad.

”Det kan virke åndsvagt, men bare sådan en lille ting som at gå på gaden alene, kunne være helt uoverskueligt, før jeg mødte Peter,”

fortæller Anders.

Han lægger ikke skjul på, at den pensionerede major og veteran Peter Schneider har en særlig evne til at støtte og motivere Anders, når han har svært ved at hive sig selv op.

”I starten var Anders hamrende bange for at gå på gaden og møde andre mennesker. Det er han ikke længere. Nu kan han endda selv gå ned for at handle, uden at jeg er med, siger Peter.

”Jeg handler endda ind for underboen en gang imellem”, afbryder Anders med stolthed i stemmen.