[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Der var medaljer og rosende ord, da Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen havde inviteret Simone Bech Nielsen fra "Vi tænker på dig" og Christian Kurt Nielsen fra Fonden Danske Veteranhjem til ceremoni i fredags.

Her uddelte ministeren den særlige anerkendelse Forsvarsministerens Medalje som tak for det store arbejde Simone Bech Nielsen og Christian Kurt Nielsen gør for udsendte soldater og veteraner.

”Jeg er oprigtigt imponeret over både Simone Bech Nielsen og Christian Kurt Nielsens indsats for vores soldater – både tidligere og nuværende," siger Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.


Hjertevarme breve og rare mødesteder

Simone Bech Nielsen modtager medaljen for sit store arbejde med at sende pakker og håndskrevne breve til danske soldater på mission i udlandet.

”Hundredvis af soldater i udlandet har modtaget en håndskrevet julehilsen og en pose med slik fra Simone. Hun holder fast i den personlige hilsen, selvom hendes initiativ ”Vi Tænker På Dig” har vokset sig større over årene. Og heldigvis for det," sagde Forsvarsministeren.

Christian Kurt Nielsen modtager medaljen for sin store indsats i arbejdet som ulønnet bestyrelsesformand i Fonden Danske Veteranhjem, der driver fem danske veteranhjem. En indsats, der også har imponeret ministeren:

”Christians indsats som bestyrelsesformand i Fonden Danske Veteraner er lige så imponerende. Med stor energi og empati bruger han sin baggrund som soldat til at sikre, at vores hjemvende soldater og deres pårørende får de tilbud og den støtte, de har brug for – og fortjener - uanset hvilket af de fem veteranhjem, de måtte opsøge.”