[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Flagdagen den 5.september fejres over hele landet. I år i 95 af 98 kommuner. I Glostrup Kommune får dagen et ekstra lag, da borgmesteren John Engelhardt (V) i sin tale til de fremmødte veteraner kunne fortælle om den kommende veteranstrategi, der skal behandles i byrådet i næste uge, og samtidig underskrev kommunen en samarbejdsaftale med Veterancentret.

”Vi underskriver med glæde en aftale med Veterancentret i dag, fordi vi tror på, at en fælles indsats mellem kommuner og Veterancentret i højere grad kan hjælpe og understøtte de hjemvendte, og hvoraf ret mange jo desværre har et behov for at komme videre. En mindre kommune som Glostrup er simpelthen ikke stor nok til at have alle de rette ekspertiser, der skal til, fx for at hjælpe hjemvendte med PTSD,” siger borgmester John Engelhardt og fremhæver, at der med gode samarbejder er god støtte og rådgivning at få for kommunens sagsbehandlere hos Veterancentret.

Veterancentrets chef, oberst Susanne Kiholm Lund, er glad for den gode dialog med Glostrup Kommune.

"Vi vil altid meget gerne rådgive kommunale sagsbehandlere og samarbejde om den enkelte veteran og borger. Men når vi ønsker at få de her formelle samarbejdsaftaler på papir, så er det, fordi en underskrift fra en borgmesters hånd tydeliggør, at man som kommune har taget politisk stilling og vitterlig gerne vil veteranområdet. Og at Glostrup Kommune gør det netop i dag på Flagdagen, det er et stærkt signal at sende," siger chefen for Veterancentret, oberst Susanne Kiholm Lund, der havde mødepligt i København til det officielle flagdagsarrangement. 


Tak for indsatsen

I sin tale på Flagdagen kom borgmester John Engelhardt også ind på, at Flagdagen for ham handler om at anerkende de udsendte netop nu, Danmarks veteraner, deres pårørende og ikke mindst de faldne.

”Det er vigtigt at højtideligholde Flagdagen af flere grunde. For det første er det en anerkendelse af den indsats, som udsendte i Danmarks navn har ydet og stadig yder. Det har de fortjent. For det andet er den massive indsats fra fx ministre og borgmestre med til at gøre alle mennesker opmærksomme på indsatsen og på, hvorfor vi faktisk som nation er med i forreste linje i mange af verdens brændpunkter,” siger han.