[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann

Tilmeldingen er netop startet til tre nye samtalegrupper for børn og unge af krigsskadede veteraner, som starter til efteråret i Karup, Høvelte og Vordingborg.

Tilbuddet om samtalegrupper er startet i anerkendelsen af, at hele familien bliver påvirket, når en veteran oplever psykiske efterreaktioner som følge af en udsendelse. Nogle børn reagerer ved at blive hurtigt sure og kede af det, mens andre trækker sig væk fra familie og venner.

- Fælles for mange børn og unge er, at de hurtigt føler sig alene med deres bekymringer og tanker. Derfor fortæller de også, at det er rigtig rart at mødes med andre, som er i samme situation, fortæller projektleder Julie Wedel Gjelstrup fra Veterancentret.


Samtaler hjælper

I grupperne får børnene mulighed for at møde jævnaldrene, som også kender til det at bo og leve sammen med en psykisk udfordret veteran. Og erfaringerne fra de første samtalegrupper er gode.

- Det virker meget meningsfyldt, når vi har en forælder, der eksempelvis fortæller, at hans barn har sagt: ”Nu kan jeg bedre forstå, far, hvorfor du har det, som du har det”, siger projektleder Julie Wedel Gjelstrup, der får tilbagemeldinger fra forældrene.

Samtalegrupperne for børn og unge bliver kørt i et samarbejde med frivillige fra Familienetværket i perioden fra 2015 og frem til udgangen af 2017. Finansieringen af projektet stammer fra en ekstra bevillig fra Folketinget målrettet veteraner og pårørende.