[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Veterancentret har i denne uge udgivet en ny folder om kommunikationskurser for par. Kurserne kaldes PREP, hvilket står for Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold. Programmet er udviklet i USA og baserer sig på mere end 30 års forskning.

Kommunikationskurserne bliver brugt både i det amerikanske, svenske og norske forsvar og altså også i Danmark, hvor Veterancentret i samarbejde med Organisationen for Personlig Rådgivning og Kollegastøtte i Forsvarsministeriets Personalestyrelse afholder kurserne.

- Udsendelser med Forsvaret kan presse parforholdet og familielivet. Hvor veteranen ofte har brug for ro, når han eller hun kommer hjem, har partneren brug for aflastning, fordi man derhjemme har været hårdt spændt for, siger projektleder Anne Hartmann-Madsen fra Veterancentret.


En weekend væk hjemmefra

Kurserne bliver derfor tilbudt veteraner i anerkendelsen af, at udsendelser med Forsvaret kan være en belastning for familien. Brochuren om kurserne skal være med til at udbrede kendskabet til tilbuddet og formidle, hvad der foregår på et sådan parforholdskursus, og hvad man som kursist skal forvente.

Kurserne foregår henover en weekend, hvor parrene indlogeres på et af Forsvarets etablissementer. Her veksles der mellem undervisning og parsamtaler. Kursisterne arbejder kun sammen med deres partner, og der er mulighed for individuel parvejledning undervejs fra kursuslederne. Læs flere detaljer i brochuren.