[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]
46 procent af alle ægteskaber ender med en skilsmisse. Og soldaterpar er ingen undtagelse i denne statistik. Veterancentret har derfor oprettet et nyt initiativ for soldater og deres partnere.
- Veterancentret tilbyder det første PREP-kursus i Fredericia fra den 12.-14. juni. Det er kurser, som kan være med til at forebygge samlivsbrud og skabe langvarige og holdbare relationer mellem partnerne, siger socialfaglig koordinator Laila Dahl fra Veterancentret.
På kurserne vil der blive undervist i emner som forelskelse og tilgivelse. Og om hvilke forventninger parret har til hinanden, og hvordan de kan udtrykke behov uden at tromle partneren.
- Mange ansatte og tidligere ansatte i Forsvaret står over for udfordringer, som sætter parforholdet på prøve. Gentagne udsendelser presser parforholdet, og hvor soldaten måske har brug for ro, når han kommer hjem, har partneren brug for aflastning. Parret har et stort behov for at kunne kommunikere klart og tydeligt med hinanden, siger Laila Dahl.
Samme skænderier igen og igen
Forskningen viser, at mange par skændes om de samme ting: Penge, tid, husholdning og sex står højt på listen. Forskerne ved også, at børn sætter parforholdet på prøve.
- Det er de par, der skændes på den forkerte måde, der ender med at gå fra hinanden. Kan parret snakke om uenighederne, gør de ikke så meget skade, siger Laila Dahl og understreger, at formålet med kurset er, at par skal lære hvilken slags konflikter, der er skadelige, og få værktøjer til at forbedre kommunikation og løse problemerne.
- Kurset opfordrer par til at drøfte svære emner og sammen finde en middelvej, siger Laila Dahl.
Kurset veksler mellem undervisning og parsamtaler. For at sikre parrenes privatliv er der ikke gruppearbejde.
Tilmelding
Tilmelding til kurset sker efter først til mølle-princippet hos socialfaglig koordinator Laila Dahl på vetc-soc011@mil.dk eller telefon 7216 3273. Sidste frist er 29. maj.
PREP-kurset er for ansatte og tidligere ansatte veteraner og deres ægtefæller/kærester, der har det svært sammen. Det er gratis at deltage. Overnatning er også gratis.
Kurset finder sted fra den 12.-14. juni i Fredericia med start fredag klokken 17 og afslutning søndag klokken 16.
Læs mere om PREP her
PREP dit parforhold
PREP – Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold er et forskningsbaseret, pædagogisk kursus udviklet af forskerne Markman, Stanley og Blumberg ved Denver University.
Kurset bruges i USA, Canada, Australien, Tyskland, Israel, Norge, Sverige og siden 2005 også i Danmark. Det har i en årrække været benyttet i det norske forsvar.