[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Omkring 550 motionister stillede til start, da den anden udgave af Hærløbet torsdag aften blev skudt i gang i Søndermarken på Frederiksberg. Med høj sol og behagelig forårstemperatur var forholdene noget nær perfekte for løberne på den kuperede og krævende rute.

Hærens Officersskole stillede med en del løbere, men Veteranhjem KBH, Team Veteran og Støt Soldater Og Pårørende var også godt repræsenteret. Udover de hjemlige løbere blev der også løbet i både Afghanistan og Kosovo til støtte for den gode sag.
 
-Det er gået over alt forventning, folk har støttet op på en fantastisk måde. Vi har været omkring 550 løbere her på Frederiksberg, men der ud over er der omkring 100 soldater i Kosovo og Afghanistan, der også har løbet med. Vi er meget glade for det initiativ, der er blevet vist ude i missionsområderne, siger løbsleder løjtnant Nicolai Jensen.

Formålet med Hærløbet er, at samle penge ind til veteransagen. Årets overskud var på 100.000 kroner, og de blev inden løbet overrakt på to store checks på hver 50.000 kroner til veteranorganisationen Støt Soldater og Pårørende og til De Blå Baretters Kammeratstøtteordning.

-Det er overvældende og fantastisk at få så mange penge, men også at mærke den opbakning, der er om hele løbet. Det betyder rigtig meget for de sårede veteraner, siger Peter Krastins fra Støt Soldater og Pårørende.
 
-Det var fantastisk dejligt at få de penge. Det er skønt, at folk melder sig til sådan et løb, og det fortjener vores veteraner også. Det er flot og virkelig godt initiativ, siger Jørgen Hvenegaard Christiansen fra Kammeratstøtteordningen.

Ud over 50.000 kroner fra Hærløbet modtog Støt Soldater og Pårørende også en check på 388.575 fra smykkefirmaet Aagaard, der donerede fem kr. pr. løbet kilometer til organisationen. Pengene kommer fra firmaets salg af ”Soldier to soldier” armbånd.

Veterancentret deltog med en stand ved siden af Kammeratstøtteordningen, Støt Soldater & Pårørende, Veteranhjem KBH og Tøjhusmuseet. Både før eg efter løbet havde veteraner og pårørende rig mulighed for at stille spørgsmål til de respektive organisationer omkring de forskellige muligheder for hjælp og støtte.

Læs mere om hærløbet på Hærens Officersskoles side.