Personlig beretning fra Nijmegen marchen
Læs her en personlig beretning fra en af deltagerne i Nijmegen marchen.
27. juli, 2012 - Kl. 09.48
[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]
"Det er jo for sindssygt det der." Udbruddet kom fra den unge sergent Ronny Buchwald, da jeg pillede tensoplasten af min enorme vabel på den ene hæl og blodet steg op på indersiden af huden. Nijmegen marchen 2012 var lige overstået og holdet var tilbage i teltet i Heumensoord-lejren i udkanten af Nijmegen by.
Buchwald havde ret. Det var egentligt sindssygt sådan at kaste sig ud i de godt 160
kilometers march i uniform, kampstøvler og med 10-12 kilo på ryggen når man, som os var arkæolog, evighedsstudent, skovarbejder, journalist og slagteriarbejder. Men ikke desto mindre, var det præcis det vi havde gjort. Alle var vi veteraner fra UNPROFOR-missionen på Balkan hold 3 og 4. Og tilsammen var vi "March Team Danish Veterans" som der stod på ryggen af vores udleverede hvide polo-trøjer.
I år havde Kammeratstøtteordningen (KSO) givet os muligheden for at opstille et hold til Nijmegen marchen. Vi sagde omgående ja tak og kastede os over forberedelserne. For at kunne stille et helt hold, slog vi os sammen med Telegrafregimentet, der stillede med fem mand plus holdfører oversergent Peter Kronborg, der selv havde gået marchen 12 gange tidligere.
"Hvis du kan gå Hærvejsmarchen, er Nijmegen a piece of cake", lød det sejrssikkert fra Peter Van Dyk, der er en af holdets faste medlemmer. Peter har gået et hav af marcher og har en håndfuld Nijmegen-ture bag sig. Derfor betragtede jeg selv Nijmegen som "a walk in the park", da vi kørte nedover Europa i den olivengrønne minibus fra kasernen i Fredericia sammen med holdet fra Telegrafregimentet. Her på tredjedagen var jeg i gang med grundigt at revurdere min selvsikkerhed. Allerede på andendagen kunne jeg konstatere, at mit ellers fejlfrie støvle-setup fra Hærvejen, ikke var fejlfrit med de ti ekstra kilo på ryggen. Mine fødder blev ganske enkelt større i støvlerne på grund af belastningen, og jeg fik vabler. Rigtige vabler! Store vabler! Smertefulde vabler!
Men "drengene" fik mig igennem. Sammenholdet mellem os gamle veteraner. Og faktisk også mellem os og de noget yngre soldater fra Telegrafregimentet. Uanset hvor man kiggede hen i gruppen, var der medlemmer, som var lige så pressede som en selv. Men også medlemmer som var "i plus" og som gav en modet til at give det lille ekstra, som gjorde at man lige rykkede en kilometer mere. På trods af hudløse lår og smertende knæ.
Vi havde netop passeret målstregen og smidt os i græsset på paradepladsen i udkanten af Nijmegen. Vi manglede bare medaljeparaden og så de fem kilometers medaljemarch gennem byen, før det hele var overstået. "Vi gjorde det sgu" udbrød vi. Stolte. Tilfredse. Og helt enormt trætte.
Her fire dage senere i sofaen hjemme i Danmark med begge fødder repareret, begynder jeg at blive i tvivl. For var det egentligt ikke skide sjovt? Hårdt, bevares, men også rigtigt hyggeligt, udfordrende og helt igennem fantastisk? Indmarchen gennem byen var i hvert fald. 51.000 marchgængere som synger og vinker, mens de går de fem kilometer gennem Nijmegen by med flere hundrede tusinder tilskuere som klapper, synger og hilser. Det er ubeskriveligt og skal opleves, før man helt forstår det.
Resten af holdet har allerede bekendtgjort, at de naturligvis skal af sted igen. Jeg
ender sikkert med at følge efter. Man er vel veteran. Og stolt af det.
Af Robert Bedsted
"Det er jo for sindssygt det der." Udbruddet kom fra den unge sergent Ronny Buchwald, da jeg pillede tensoplasten af min enorme vabel på den ene hæl og blodet steg op på indersiden af huden. Nijmegen marchen 2012 var lige overstået og holdet var tilbage i teltet i Heumensoord-lejren i udkanten af Nijmegen by.
Buchwald havde ret. Det var egentligt sindssygt sådan at kaste sig ud i de godt 160
kilometers march i uniform, kampstøvler og med 10-12 kilo på ryggen når man, som os var arkæolog, evighedsstudent, skovarbejder, journalist og slagteriarbejder. Men ikke desto mindre, var det præcis det vi havde gjort. Alle var vi veteraner fra UNPROFOR-missionen på Balkan hold 3 og 4. Og tilsammen var vi "March Team Danish Veterans" som der stod på ryggen af vores udleverede hvide polo-trøjer.
I år havde Kammeratstøtteordningen (KSO) givet os muligheden for at opstille et hold til Nijmegen marchen. Vi sagde omgående ja tak og kastede os over forberedelserne. For at kunne stille et helt hold, slog vi os sammen med Telegrafregimentet, der stillede med fem mand plus holdfører oversergent Peter Kronborg, der selv havde gået marchen 12 gange tidligere.
"Hvis du kan gå Hærvejsmarchen, er Nijmegen a piece of cake", lød det sejrssikkert fra Peter Van Dyk, der er en af holdets faste medlemmer. Peter har gået et hav af marcher og har en håndfuld Nijmegen-ture bag sig. Derfor betragtede jeg selv Nijmegen som "a walk in the park", da vi kørte nedover Europa i den olivengrønne minibus fra kasernen i Fredericia sammen med holdet fra Telegrafregimentet. Her på tredjedagen var jeg i gang med grundigt at revurdere min selvsikkerhed. Allerede på andendagen kunne jeg konstatere, at mit ellers fejlfrie støvle-setup fra Hærvejen, ikke var fejlfrit med de ti ekstra kilo på ryggen. Mine fødder blev ganske enkelt større i støvlerne på grund af belastningen, og jeg fik vabler. Rigtige vabler! Store vabler! Smertefulde vabler!
Men "drengene" fik mig igennem. Sammenholdet mellem os gamle veteraner. Og faktisk også mellem os og de noget yngre soldater fra Telegrafregimentet. Uanset hvor man kiggede hen i gruppen, var der medlemmer, som var lige så pressede som en selv. Men også medlemmer som var "i plus" og som gav en modet til at give det lille ekstra, som gjorde at man lige rykkede en kilometer mere. På trods af hudløse lår og smertende knæ.
Vi havde netop passeret målstregen og smidt os i græsset på paradepladsen i udkanten af Nijmegen. Vi manglede bare medaljeparaden og så de fem kilometers medaljemarch gennem byen, før det hele var overstået. "Vi gjorde det sgu" udbrød vi. Stolte. Tilfredse. Og helt enormt trætte.
Her fire dage senere i sofaen hjemme i Danmark med begge fødder repareret, begynder jeg at blive i tvivl. For var det egentligt ikke skide sjovt? Hårdt, bevares, men også rigtigt hyggeligt, udfordrende og helt igennem fantastisk? Indmarchen gennem byen var i hvert fald. 51.000 marchgængere som synger og vinker, mens de går de fem kilometer gennem Nijmegen by med flere hundrede tusinder tilskuere som klapper, synger og hilser. Det er ubeskriveligt og skal opleves, før man helt forstår det.
Resten af holdet har allerede bekendtgjort, at de naturligvis skal af sted igen. Jeg
ender sikkert med at følge efter. Man er vel veteran. Og stolt af det.
Af Robert Bedsted