[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Det var ikke kun de nye ministre, der blev indsat i går. Det blev også chefen for Veterancentret Jette Ammar Kristoffersen i forsvarets nyoprettede Veterancenter i Ringsted.

På trods af ministerindsættelserne var der stor opbakning til åbningen af Veterancentret i Ringsted. Forsvarschef Knud Bartels, Forsvarsudvalget repræsenteret ved Marie Krarup, Karsten Nonbo og Villum Christensen samt Ringsteds borgmester Niels Ulrich Hermansen deltog i arrangementet og markerede med deres tilstedeværelse vigtigheden af Veterancentret og den fremtidige indsats på området.

I sin tale gjorde Forsvarschefen det klart, at man med oprettelsen af Veterancentret ikke alene etablerede én samlet indgang for veteraner, pårørende og samarbejdspartnere, men samtidig også lagde kimen til en mere dialogbaseret og åben veteranindsats fremover.

- Det er med store forventninger, at jeg overdrager Veterancentret. Vi får nu mulighed for at indgå i en langt tættere dialog med soldaterne, de pårørende og vores mange samarbejdspartnere end det har været tilfældet tidligere. Det forventer jeg, vil give især vores soldater en langt bedre støtte i fremtiden.
 
Chefen for Veterancentret Jette Ammar Kristoffersen fortsatte i samme tråd.

- Centrets formål er at gøre de hjemvendte soldater til piloter i deres eget liv. Ved at tage en åben dialog i øjenhøjde med soldaterne – også om de svære beslutninger – vil Veterancentret gøre sit til, at de hjemvendte soldater selv kan skabe sig et sundt og meningsfyldt liv efter udsendelse.

Åbningsdagen sluttede med rundvisning på Veterancentret.

Nærmere oplysninger
Jette Ammar Kristoffersen, Chef for Veterancentret: Tlf.: 72 16 34 00 / Mobil: 41 71 04 29
Andreas Reckeweg Godfrey, Fuldmægtig: Tlf.: 72 16 34 13