Veteran ligger på gulvet og modtager instruktioner fra en fysioterapeut.

Gennem kropsterapi arbejder vi med din krop og dine fysiske symptomer på traumet. Foto: Mads Ullerup

Hvis du som veteran har psykiske efterreaktioner efter en udsendelse, kan du blive tilbudt kropsterapeutisk behandling. I Veterancentret benytter vi metoden Basic Body Awareness Therapy (BBAT), hvor vi arbejder med din krop og dine fysiske symptomer på traumet.

 

Hvad er BBAT?

BBAT er en anerkendt fysioterapeutisk metode, der har vist sig at have god virkning på de kropslige tilstande, der er forbundet med psykiske traumer, stress og depression.

Behandlingen har til formål at bedre kontakten til din krop, mindske anspændthed og regulere nervesystemet.

BBAT består af bevægelser, der er enkle og ofte foregår i langsomt tempo, samt refleksion over oplevelser i bevægelserne. Bevægelserne kan foregå liggende, siddende, stående og gående. Derudover kan meditation, Tai Chi og en struktureret form for massage indgå.


Med sigte på at integrere erfaringer fra bevægelserne i din hverdag - som redskaber til at håndtere symptomer og følelser - anbefales det, at du øver dig mellem sessionerne.

Fysioterapeut underviser veteran i kropsterapi

Kropsterapi består af bevægelser, der er enkle og ofte foregår i langsomt tempo. Foto: Mads Ullerup

Fysioterapeut underviser veteran i kropsterapi

Kropsterapi kan have en gavnlig effekt på de kropslige tilstande, der er forbundet med psykiske traumer, stress og depression. Foto: Mads Ullerup


Gennem forløbet får du mulighed for at få:

• nye strategier til at håndtere arousal og stresstilstande
• mere fri vejrtrækning
• bedre kropsoplevelse
• øget evne til at regulere stress eller følelsesmæssig uro gennem opmærksomhed på din krop
• fremmet oplevelsen af kropslig og mental stabilitet, balance og ro
• mere føling med dig selv og bedre evne til at være i kontakt med andre


Se filmen og bliv klogere på, hvad kropsterapi går ud på


 


Hvor og hvornår?

Et individuelt forløb med kropsterapi består af 12 gange á 45-60 minutters varighed på Veterancentrets lokationer rundt om i landet.

Sidst opdateret 24. marts, 2022 - Kl. 09.19