Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
Har du brug for at forberede dig, kan du læse trin for trin, hvordan et forløb ved Veterancentrets Familieenhed oftest tager sig ud.
Du er altid velkommen til at kontakte Familieenheden. Både før, under og efter udsendelse. Foto: Unsplash.
I denne guide får du overblik over, hvad der sker, når du som pårørende kontakter Veterancentret med henblik på støtte til din familie.
Når du som pårørende ringer på 7281 9700, stilles du om til en kontaktperson i Familieenheden med henblik på at få en tid til en indledende samtale med en specialiseret børnerådgiver.
Du og rådgiveren mødes enten fysisk eller taler sammen i telefonen. Det er her, du skal præsentere, hvad du søger råd og vejledning til. Rådgiveren vil spørge ind til omstændighederne i din situation for at afdække, hvordan Veterancentret eller andre aktører kan støtte op om din familie. Det videre forløb fremover aftales mellem jer.
Alt efter hvad du og din familie har brug for støtte til, kan du få råd og vejledningssamtaler, familiesamtaler og individuelle samtaler.
Hvis der er behov for det, kan din rådgiver hjælpe dig og din familie med at få skabt kontakt til andre som også kan støtte op om jer uden for Veterancentret. Det kunne være kommunen, dine børns skole eller institution, frivillige aktører på veteranområdet eller noget helt andet.
Når du afslutter dit forløb hos Familieenheden, rundes der af ved en sidste samtale.
Du er altid velkommen til at kontakte Familieenheden på ny, hvis du og din familie oplever et behov for en eller flere nye samtaler.
Når du er i forløb ved Veterancentrets Familieenhed, foregår samtaler og møder fortrinsvis på Forsvarets tjenestesteder i Fredericia, Holstebro, Aalborg, Slagelse eller Høvelte, hvor Veterancentrets Familieenhed er placeret.