Karseklippet kvinde står i striktrøje på havnekaj og vifter med et plastikflag mod gråt skib, korvetten Niels Juel. Ved siden af hende står en kvinde med skulderlagt krøllet hår også og vinket med et flag.

Det er en god dag, når en udsendt kommer hjem, og I igen skal se hinanden. Foto: Sune Wadskjær Nielsen.

Mange pårørende ser med god grund frem til, at hverdagen bliver normalt igen, når den udsendte kommer hjem igen. Det er dog ikke altid, at hjemkomstperioden er så gnidningsfri, og det handler ofte om manglende forventningsafstemning mellem udsendt og pårørende. Dét handler denne artikel om.

 

En travl periode venter

 

Den første tid efter hjemkomsten kan hurtig blive travl. Både familie og netværk har glædet sig til at gense jeres udsendte og høre om hans oplevelser. Nogle soldater befinder sig godt med den meget aktivitet, mens andre kan have brug for at tage det i sit eget tempo.

 

Behov og forventninger er forskellige og ved på forhånd at få talt sammen om dem, kan I lave aftaler, der passer jer. Dette giver den bedste mulighed for at tilgodese alles behov og ønsker. 

 

Væn jer til hinanden igen

 

Bor I sammen, skal du være opmærksom på, at det kan tage lige så lang tid at vænne sig til, at den ene er væk hjemmefra, som det tager at vænne sig til, at han eller hun er hjemme igen.

 

Når I er væk fra hinanden, vil I ofte opleve, at I har udviklet jer på forskellig vis efter udsendelsen. I har gjort forskellige erfaringer og haft forskellige oplevelser, som er med til at præge jer.

 

At spore sig ind på hinanden igen tager tid for de fleste. Det er en god ide at væbne sig med tålmodighed og forvente, at tilpasningsperioden kan vare op til et par måneder eller mere.

 

Typiske reaktioner på en udsendelse

 

Det er almindeligt, at både den udsendte og du som pårørende reagerer følelsesmæssigt som følge af udsendelsen. For soldatens vedkommende kan det være reaktioner på oplevelser og hændelser, som soldaten har behov for at bearbejde. Det kan også være reaktioner på at have befundet sig i et hårdt arbejdsmiljø, både psykisk og fysisk, over længere tid.

 

De typiske reaktioner er:

  • Irritabilitet
  • Rastløshed
  • Manglende interesse og overskud
  • Træthed
  • Problemer med at falde til ro

 

Reaktionerne vil ofte klinge af over seks måneder efter hjemkomst.

 

Du kan som pårørende også have brug for at bearbejde dine oplevelser under adskillelsen. Det kan føre til flere konflikter end normalt, hvis man oplever, at den ene eller anden part ikke kan møde den andens behov, når de opstår. 

Søg rådgivning

Det er som sagt normalt at reagere følelsesmæssigt på en udsendelse i perioden efter hjemkomst. I skal dog være opmærksomme på, hvis reaktionerne fortsætter længe efter udsendelsen, eller hvis de forværres med tiden. Sker det, så kontakt Veterancentret.

Sidst opdateret 3. september, 2020 - Kl. 08.22