En mand i bordeaux polo sidder med siden til og krammer en golden retreiver tæt. Hunden kigger direkte i kameraet med åben mund.

En servicehund reagerer på dit humør og hjælper dig, hvis du eksempelvis bliver urolig. Modelfoto.

Veteraner med PTSD kan have glæde af en servicehund, der kan hjælpe med de daglige gøremål. Med en servicehund kan du opleve at fungere bedre i hverdagen og måske endda få en øget livskvalitet.

 

Servicehunden træder til og hjælper, når dine PTSD-symptomer bliver for voldsomme. Den kan hjælpe dig til at komme uden for hjemmet de dage, hvor frygten for at være blandt fremmede ellers ville holde dig hjemme.

 

Hunden kan også berolige dig under og efter en nat med mareridt og flashbacks, eller hvis du kommer til at fare op over for andre, fordi du føler dig presset.

 

  Siden jeg fik Delta, kan jeg bedre lukke billederne ude, når jeg er hjemme. Jeg har stadig dage, hvor jeg ikke gider noget, men jeg synes, det er blevet bedre.

siger Henrik, veteran

 

En hund, der kræver meget

 

En servicehund kan være en stor hjælp, men ligesom en almindelig hund kræver det også noget af dig som ejer. Det, der er særligt for en servicehund, er, at den kræver tid og træning for at blive tilpasset dig. Den er allerede skolet, men sammen skal I lægge mange timer på træningsbanen.

 

Vi anbefaler også, at du har forventningsafstemt med din familie, så hunden får et godt hjem.

 

Veterancentret har en servicehundeordning

Veterancentrets servicehundeordning tilbyder dig hjælp med at beskrive og dokumentere dit behov for en servicehund. Du får bistand i ansøgningsprocessen fra Veterancentret, ligesom vi gerne koordinerer de relevante parter i ansøgningsprocessen.

 

Servicehundeordningen henvender sig til veteraner diagnosticeret med PTSD og en længerevarende behandlingshistorik bag sig. Du skal derfor opfylde en række kriterier for at komme i betragtning til ordningen.

  • Opfylder du kriterierne, starter Veterancentret med at undersøge og beskrive, om du vil have gavn af en servicehund.
  • En hundeinstruktør tager stilling til, hvilken hund du har brug for, og de rammer, du kan tilbyde den.
  • Veterancentret vil derudover også støtte dig, når du skal ansøge om finansiering i kommunen og eventuelt ved fonde.

Det kan være en langstrakt proces på typisk 18-24 måneder fra første ansøgning til, at hunden flytter ind hos dig. Du skal derfor have lyst til at investere tid på at få bevilliget en servicehund.

Sidst opdateret 14. marts, 2021 - Kl. 17.41