Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Gode råd om hjemkomst 
Uanset om udsendelsen er af kortere eller længere varighed oplever både soldat og pårørende afsavn.
Rygsækken er fyldt med oplevelser fra en hel udsendelse, når soldaten kommer hjem. 

Hjemme igen 

Missionen er slut, og nu skal du tilbage til den vante gænge. Men både du og dine pårørende kan have ændret sig, imens du har været udsendt – også uden I nødvendigvis har opdaget det.

I slutningen af udsendelsen begynder tankerne at kredse om det derhjemme, og de fleste soldater ser frem til at komme hjem med glæde og spænding. Samtidig begynder du også at se tilbage på oplevelserne under din udsendelse – gode som mindre gode.

Det er en generel erfaring, at udsendelser i international mission betyder, at man forandres, og de fleste modnes af det. Også dem derhjemme kan være en smule forandrede af tiden uden dig.


Tålmodighed

Det er almindeligt, at både soldater og pårørende lige efter hjemkomsten kan blive frustrerede og forskrækkede over at opleve, at ikke alt er som før. Mange glemmer, at hjemkomsten kræver ligeså meget tilvænning og tålmodighed, som mødet med missionsområdet gør.

Hvis man begynder at bebrejde sig selv og hinanden, at hjemkomsten ikke er ligeså nem og festlig som ventet, forlænger man i virkeligheden blot tilvænningsperioden. Derfor er accept og tålmodighed hos såvel soldat som pårørende vigtig.


Forsinkede reaktioner

For soldater kan der være særlige reaktioner, som er typiske efter international tjeneste. Det kan være, der kommer reaktioner efter svære oplevelser eller hændelser, du har haft under udsendelsen. Det er almindeligt, at reaktionerne først kommer, når alt er fredeligt, og du er hjemme i ro og mag.

Derudover oplever mange hjemvendte soldater en kortere eller længere periode med søvnbesvær, mareridt, irritabilitet og humørsvingninger samt en vanskelig blanding af træthed og rastløshed. Mange oplever at være glade for ikke længere at være omgivet af andre hele tiden, men kan til tider også savne samværet med kolleger.


Nysgerrighed fra begge sider

I starten får du sikkert megen opmærksomhed. Men som de fleste hjemvendte soldater vil du nok opleve, at interessen for det, du har oplevet, forsvinder, inden du er færdig med at fortælle om oplevelserne.

De derhjemme føler ofte, at de også har en masse, de skal fortælle dig. Vær lyttende og accepter, at man ikke kan nå at fortælle det hele på én gang.

Sidst opdateret 11-05-2016 - kl. 12:37

Når du kommer hjem

Få flere gode råd om hjemkomsten.

Andre publikationer

Se andre foldere om udsendelse.

Gode råd

  • Accepter at hjemkomsten sjældent foregår uden frustrationer, og forvent at både soldat og pårørende skal lave kompromiser for at finde en fælles vej igen.
  • Vær opmærksom på kroppens stressniveau, og skriv gerne eventuelle symptomer ned på papir, så du kan holde øje med eventuelle tendenser. Søg læge eller konsulter Veterancentret, hvis du oplever søvnproblemer og andre symptomer over længere tid.
  • Hold dine kontakter fra missionsområdet ved lige og brug dem, hvis du har brug for at snakke om de oplevelser, I oplevede sammen, eller reflektere over, hvordan hjemkomsten har fungeret for andre.

Kontakt os

Veterancentret
Ringsted Kaserne
Garnisonen 1
4100 Ringsted

Døgntelefonen
7281 9700
vetc-myn@mil.dk