Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
I de kommende dage sender Veterancentret svar på årets ansøgninger til Veteranpuljen. Puljen støtter initiativer, der anerkender og gavner veteraner og pårørende, og i år får 68 ansøgere del i de 2,2 mio. kroner.
Der har i år været 96 ansøgninger til Veteranpuljen på 2,2 mio. kr., og af dem får 68 tilsagn om støtte.
Fællesspisning og sheltertur til kvindelige veteraner, familiedag ved Jægerkorpset samt museumsbesøg og udflugter fra Nordjylland til Sønderjylland og Lolland. Det er blot nogle af de aktiviteter, som modtager støtte fra årets Veteranpulje.
Jeg har kæmpe respekt for vores veteraner, og vi skylder dem en stor tak for deres indsats. De har ydet en uvurderlig indsats for vores samfund, demokrati og frihed, og jeg er glad for, at vi også med Veteranpuljen kan vise vores taknemmelighed. For både veteranerne og deres familier fortjener vores anerkendelse for den bedrift, de har gjort for Danmark,
siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Ved ansøgninger til Veteranpuljen lægges der vægt på aktiviteter, der anerkender veteraner og pårørende. Der er blandt andet fokus på initiativer, der støtter veteraner, ligesom der fremhæves aktiviteter, som anerkender Hjemmeværnets og Beredskabsstyrelsens indsats i internationale operationer. Og mange af initiativerne udføres af frivillige.
”Vi skylder også en tak til de mange frivillige på veteranområdet. Det er på grund af dem, at de mange fine aktiviteter til glæde for vores veteraner og deres familier kan blive gennemført. For selvom de får økonomisk støtte gennem Veteranpuljen, så skal de stadig bruge tid og energi på at stable arrangementer på benene. Det synes jeg, er prisværdigt”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Der er i år modtaget 96 ansøgninger til Veteranpuljen til en samlet værdi af ca. 4,7 millioner kroner. 68 af ansøgerne vil modtage støtte fra Forsvarsministeriet. Der er både ansøgere, der får delvise tilsagn om de beløb, de har søgt om, og ansøgere, der får det fulde beløb.
FAKTA:
Det er ikke kun ansøgere af Veteranpuljen, der snart kan forvente svar på deres ansøgninger. Veterancentret går i de kommende dage også i gang med at besvare de ansøgere, der har ansøgt om midler fra den årlige Ferielejrpulje, der støtter aktiviteter, der kan være en tiltrængt pause, hvor veteranfamilien finder sammen på nye måder og skaber nye relationer til andre familier med veteraner.
Se listen over, hvordan midlerne fra Veteranpuljen og Ferielejrpuljen er fordelt